Alle nyhedskategorier
Det har virkelig været en flyvende start, jeg har fået på det at tilbyde privatundervisning på mit værksted, for en uge efter at australske Luigina var på kursus, kom Kathy fra New Zealand og ville også gerne på privatkursus.
Det er en helt anderledes måde at undervise på og jeg glæder mig til at undervise de næste 3 privatelever som allerede har meldt sig.

Kathy med sin lille teaterfigur lavet på et 6½ times kursus.

Ja, det var sjovt.
Så er Luigina - min første rigtige privatelev rejst hjem til Australien medbringende sin lille teaterfigur og det hunderelief, som hun lærte at lave på mit værksted. Det var en rigtig dejlig prøve på, at jeg fremover kunne tænke mig at tilbyde privatundervisning her på mit værksted.

Luigina med sin lille teaterfigur lavet af medbragt spelsau

Luiginas teaterfigur til venstre sammen med min, som jeg lavede som instruktion
Så er jeg godt igang med det nye år. Har lavet den første bestilling, som er et et symbol på nordlyset i form af et hoved med ansigt på for og bagside. Det skal sendes helt op til det nordligste Skandinavien til en 70 års fødselsdag.
Jeg har haft årets første kursus i filtegruppen "Uldrik" i Ballerup. Her var emnet "Små sangfugle" og det er et helt nyt emne, som jeg arbejdede meget med i efteråret. Det var meget spændende at se, hvor mange fine fugle, der blev ud af det.
Lige nu har jeg en australsk privatelev på værkstedet. Hun er her i Danmark resten af Januar og det har været en rigtig dejlig erfaring at arbejde med eneundervisning.
Isfuglen herunder er lavet på kurset i Ballerup af Kirsten Lund

Så har min naboforretning og jeg holdt julehygge og overraskelsesdag og det blev en rigtig sjov dag, hvor der både blev nålefiltet julehjerter og flettet lakridsarmbånd og så var der nogle, der fik sig en overraskelse, da de skulle tegne julestjerner og der var flere overraskelser, som hang på den røde tråd.
Rundt på hele værkstedet sidder der nu nisser af mange forskellige slags og månedens dukke (nisse), som er til salg på nettet, har også fået lov til at sidde og vente på at han måske skal ud på en lang rejse.

Månedens dukke i december

Dyb koncentration om at filte et hjerte

Endnu en koncentreret hjertefilter

Fredag den 2. december fra klokken 14-18 er du velkommen til julehygge og overraskelser på mit værksted og i nabobutikken Åndehullet i Vestergade 4, Holbæk.
Vi har slået vores forretninger sammen ved at åbne vores bagdøre, så du kan færdes frit imellem dem.
Du kan blandt andet:
Se julemanden få øjne
Få timens ord
Flette med anderledes materiale
Prikke et hjerte
-Og kan du mon tegne en julestjerne?
Ja, og så de andre overraskelser.

Så har jeg haft årets sidste kursus, hvor emnet var JULEMANDENS ANSIGT. Kursisterne lærte at bygge et ansigt op og bruge det, som jeg kalder filte-akvarelteknikken. Det blev nogle meget flotte julemænd og på billederne herunder kan man se et meget, meget tydeligt eksempel på noget, som ofte sker, nemlig at man helt ubevidst får lavet et billede som ligner én selv. Jeg vil dog lige understrege at ingen andre end Ulrikke gik ind i den kategori

Se hvor tydeligt Ulrikkes nissepige ligner hende selv i alle detaljer.
Hun havde slet ikke selv set det, før vi andre gjorde hende opmærksom på det.

Lisbeth dybt koncentreret med arbejdet

Skæg og hue på

Her står alle nissemændene og deres "koner"
I denne week-end havde FOF i Århus arrangeret filtseminar, ligesom de tidligere har haft seminarer med strik som emne. Seminaret var bygget op af et Power Point foredrag og 3 filtworkshops. Jeg holdt foredraget, hvor jeg fortalte om mit arbejde med filten. Det er altid et privilegium at få lov at fortælle om det, som man brænder for og dejligt at se den store interesse, der er for emnet.
Efter foredraget skulle der have været 3 forskellige workshops, men da alle havde meldt sig til min workshop, fik jeg hjælp af min gode filteveninde Merete Stoltze, så vi sammen kunne vise den store gruppe, hvordan man nålefilter en lille sjov teaterfigur.
Idag har jeg så taget min udstilling i Lejerbos hovedsæde i København ned og da deres ansatte i alle landets afdelinger stemmer om, hvilket stykke kunst der skal købes, tog jeg hjem uden en af uglerne og uden et reliefbillede af en kvindetorso.
Den figur, som jeg hver måned har til salg på den engelske hjemmeside, nåede jeg desværre ikke at få færdig her til den første, så den skal jeg igang med nu.
NB!!!!!!! Ledige pladser
Lørdag den 29.oktober holder FOF i Århus filtseminar.
Om formiddagen holder jeg foredrag og om eftermiddagen er vi tre filtere, der har helt forskellige workshops. Se FOF´s hjemmeside www.fof.dk
Side 1 ud af 8





