Filt i naturen projektet i Norge - fortsat!!
Billederne i dette galleri er fra fortsættelsen af det "Filt i Naturen" projekt som Karin Flatøy Svarstad og jeg satte i gang for tre år siden i Kalvaag på øen Bremanger nord for Bergen.
Dengang var vi en international gruppe af filtere, som arbejdede en uge med at filte hver et kunstværk ude i det fri langs en klippesti oppe bag ved byen Kalvaag. Denne kunstløjpe, som den blev kaldt, kan ses på et af de tidligere gallerier.
Ideen med den første del af projektet var 1) At lade de inviterede filtere vælge sig et sted på ruten og her lade sig inspirere direkte af naturen på stedet, til at lave et filtet arbejde dér. 2) At se hvordan filten ville udvikle sig med de påvirkninger som den blev udsat for af vind og vejr.
Vi har nu fulgt filten i de tre år der er gået og det har været ret spændende, for den har virkelig været udsat for både masser af regn, sne og meget meget kraftige storme og det er forbavsende, at der ikke er sket mere nedbrydning end der er: Ét af arbejderne er desværre forsvundet og farverne på mange af arbejderne er blegnet meget, men til gengæld har nogle af tingene fået en helt læderagtig overflade, så de faktisk er blevet filtet videre af vind og vejr. Denne overflade er i sig selv meget smuk med et svagt reliefmønster. Projektet har også vist sig at være en attraktion for byen og den har fået en plads i turistbrochurerne.
I år var vi så klar til at gå videre med projektet og da det hele tiden har været meningen at vi skulle bruge projektet som en slags eksperiment og øjenåbner for filterne og filtens muligheder, så var dette års arbejde helt anderledes.
Igen blev der inviteret en gruppe internationale filtere, men denne gang skulle gruppen sammen lave én stor filtskulptur.
Min idé med dette var, at se hvordan så professionelle personer kunne bruge deres evner i en gruppe eller opdage nye evner hos sig selv i samarbejdet med gruppen. I en verden hvor vi bliver mere og mere individualiserede var det noget af en prøve, deltagerne blev sat på, for de er jo netop vant til at arbejde meget selvstændigt og isoleret på deres værksteder og de havde netop ikke valgt sådan en karriere hvis de ikke havde været meget selvstændige individer.
Min teori var så, at det måske kan være godt at blive sat på sådan en prøve, så man bliver tvunget til at åbne for andre kanaler end dem man har vænnet sig til at bruge og det viste sig da også på mange måder gennem forløbet.
Gruppen måtte ikke være så stor som ved første forsøg, så vi inviterede 6 deltagere: Heidi Greb Tyskland, Martin Sailer Østrig, Dietrich Jacobs Tyskland, Anne Jonsen Norge, Karin Hvorslef Norge og Birgitte Krag Hansen Danmark.
Vores første problem opstod, da det viste sig at vi ikke kunne arbejde i forlængelse af det område vi sidst brugte, for der var blevet lukket en flok store hornede køer ud, så vi turde ikke være der.
Vi måtte så hurtigt finde et andet sted og det blev en slags park, som lige var blevet lavet i byen. Det var jo bestemt ikke hvad man kunne kalde at filte i naturen, og da området desuden ikke havde klipper og træer måtte vi også finde et stativ til at lave vores skulptur på.
Det fandt vi på en plads til opbevaring af metal og det var et meget stort pyramidelignende forhenværende afmærkningsstativ, som havde stået i indsejlingen til byen. Nu skulle vi så finde idéen til skulpturen og det gik meget fint, for nogle begyndte at tegne skitser og andre satte sig og studerede stativet og så begyndte vi efter et stykke tid at arbejde vores ideer sammen. Det blev til, at vi på de fire sider ville lave de fire elementer, og så var vi klar til at gå i gang med filtningen.
Vi delte os så op i tre grupper og begyndte på hver sit element. Opdelingen var helt tilfældig og det var nu at forskellighederne begyndte at vise sig, for vi havde nogle helt forskellige måder at arbejde på. Nogle var vant til at arbejde langsomt, grundigt og planlagt, mens andre var hurtige og mere intuitive i deres måde at gøre det på. Nogle var glade for at få tekniske råd mens andre helst ville gøre det på deres egen måde. Hvordan løste vi så de problemer der opstod?
Vi havde jo begrænset tid, så der kunne ikke bruges for meget tid på diskussioner og det viste sig at være godt, og for det meste fandt vi også hurtigt frem til løsninger. Det var på mange måder en spændende proces, for i den viste det sig, at mange af de bedste ideer dukkede op.
I en af grupperne blev forskelligheder større og større jo længere vi nåede, så de til sidst bestemte sig til at dele deres side op og lave en del af det hver for sig. I en anden gruppe forstod de ikke hinandens sprog, men de havde et meget flot samarbejde. Vi arbejdede både dag og aften og havde også hjælp af skolebørnene ligesom vi havde haft det på første del.
Det mærkelige var egentlig også at fordi vi vidste at dette var et eksperiment havde vi vide rammer på én måde og på den anden side måtte vi holde tidsrammen.
I løbet af denne uge kom vi meget tæt på hinanden og lærte meget om os selv og vores grænser. Jeg tror det var meget hårdt for alle, men det var også en gave og de ting vi erfarede kunne ikke være lært på anden måde. Måske var det lidt usædvanligt, at der var hele to mandefiltere med i gruppen. Vi er jo vant til i filtekredse, at der er flest kvinder.
Skulpturen blev færdig en halv time før indvielsen, hvor hele byen kom og fejrede deres nye skulptur.
Og hvorfor så udsætte sig for et eksperiment som dette?? Tja… Jeg tror at de fleste af os prøver at komme ud af vores isolation og dette var en af måderne!!

Vores store stativ køres på plads

Dietrich og Anne ruller i måtte på gulvet

Dietrich og Anne planlægger uden at kunne tale hinandens sprog

Heidi ruller solstråler

Dietrich filter et stykke "jord" mens skolebørnene ser på

Martin og Birgitte nåler ansigt, som viser vinden der blæser

Martin og børnene filter kæmpeslange

Pause før det hele monteres

Delene ligger klar til montering

Vindsiden

Jordsiden med solen på modsatte side

Sol og vindside

Fire fra gruppen og Karin Flatøy som leder Sommerakademiet

Billede fra mit kursus i relieffer

Fra mit kursus, hvor alle lavede grise

Pause i Karins Galleri

Teatret "Konkylje" kom hele vejen fra København og opførte aftenens teaterforestilling "Fyrtøjet", hvortil jeg har lavet dukkerne: Her heksen i Fyrtøjet

Hunden i Fyrtøjet

Tjenestepigen i Fyrtøjet
|